Malerier
Februar måneds udstilling i KunstLab er malerier lavet af deltagere på LOF malerhold.
12 deltagere har produceret malerier til udstillingen, og da emnet for udstillingen har været frit, er det en vidtfavnende udstilling.
– Det har været vigtigt at malerne selv har haft mulighed for at vælge deres motiv. Undervisningen tager netop udgangspunkt i deres eget udtryk, og på at udvikle det, de har inden i dem selv, siger holdets lærer, Solvej Bammeskov.
Undervisningen foregår under LOF, og udstillingen er afslutning på denne sæsons arbejde i KunstLab.
Deltagerne på holdet kommer fra flere steder i Varde kommune, og alene fra Oksbøl er der tre deltagere.
– Det er sjovt og inspirerende at være med. Solvej kan altid se, hvor der lige mangler en streg eller en prik for at maleriet ser rigtigt ud, siger Birgit Hansen fra Oksbøl. Jeg har været med i tre sæsoner nu, og vi har en god sammensat gruppe, der kan inspirere hinanden, og det gør, at vi socialt fungerer rigtig godt sammen. Jeg går altid derfra i en glad og positiv stemning.