I Lange Baner
Det er i år tredje gang i træk Vesterhavsvæverne udstiller deres arbejder i KunstLab.
Normalt tænker vævere næsten altid i anvendelsen af det, der væves – og naturligvis udseendet.
Det skal bruges til noget, være funktionelt og smukt. Farver betyder meget.
Denne gang er Vesterhavsvævernes udgangspunkt et andet.
Oplægget denne gang begrænser sig til udelukkende brug af hvidt garn og tilmed kun bomuld og/eller hør. Med de begrænsninger har væverne været nødt til at tænke i strukturer.
Det er resultatet af dette, der kan ses i månedens udstilling.
– Der er kommet smukke lange baner ud af vores arbejde, som alle desuden er pyntet med farvestrålende bånd, siger Hanne Forsingdal, medlem af Vesterhavsvæverne, der også konstaterer, at projektet har lært dem, at hvidt er et vidt begreb.
Gruppen har fået to nye medlemmer, som billedvæver, hvorfor der i år også vil være billedvævning på udstillingen. Naturligvis i hvidt.
Som en del af udstillingen holder Vesterhavsvæverne Åbent Hus i vævestuen på Modelsnedkeriet, Stålværksvej 13B i Varde lørdag d. 19. januar kl. 10 – 15. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Udstillingen i KunstLab kan ses i dagene 4. – 29. januar 2019.
Besøg Vesterhavsvæverne på facebook