Åens Blå Juvel
Februar måneds udstiller i KunstLab har et særligt øje for naturen her i området.
Peter Marczak har fotograferet i 10 år, og særligt naturen har fyldt en stor del af hans liv her i det vestjyske. Han tilbringer megen af sin tid i naturen med sit kamera, og særligt fuglene kommer i første række når det gælder motiver.
– Alt, hvad der foregår i naturen har min interesse, men især isfuglene og stærene når sort sol sæsonen starter er specielle. Jeg har de sidste 4 år brugt meget tid på Åens Blå Juvel, Isfuglen, den er for mig blevet lidt af en besættelse, en fugl jeg skal besøge mange gange hvert år.
Peter Marczaks interesse for at fotografere fugle kræver ikke bare et godt øje for de spændende situationer, men også det rigtige fotoudstyr.
– Jeg bruger professionelt udstyr fra Nikon, hvilket er strengt nødvendigt for at kunne fange de situationer, der gør, at billederne bliver i en kvalitet som jeg er tilfreds med, så de skiller sig ud fra mængden. Jeg glæder mig til at få lov til at vise mine isfugle og sort sol frem i KunstLab og håber de vil blive godt modtaget, siger Peter Marczak.
Udstillingen kan ses til og med 27. februar i KunstLabs åbningstid, hverdage 9-17 og weekender 12-16