”DEN ENESTE KONSTANT ER FORANDRING”
”DEN ENESTE KONSTANT ER FORANDRING” er titlen på oktober måneds udstilling i KunstLab.
Gruppen De Tre Musketerer er alle studerende på Billedkunstnerisk Grundkursus på Esbjerg Kulturskole.
De tre kunstnere har på hver deres måde forholdt sig til tanken om, at den eneste konstant er forandring.
Oliver Hvolbøl Nielsens værk ”En dag går det ned ad bakken for alle mennesker” består af tre malerier, der skildrer turen mod bunden, og netop der tager Amelia Skelmose Fischer Ellingsgaard fat i en ny start med ”Det absolutte nulpunkt”, syv grafiske tryk inspireret af Den Sorte Firkant.
Karla Bornich har ladet sig inspirere af havet, som mennesket gennem tiden har brugt til at finde ro. Værket ”Et sted hvor min blomst ikke gror” består af fire skulpturer, der skildrer den følelsesmæssige proces, som man hele tiden er i som menneske.
Man fornemmer en cyklus, hvor tiden er din bedste ven.
Amelia Skelmose Fischer Ellingsgaard har gået på Billedkunstnerisk Grundkursus i fire år, og nu skal hun snart søge videre.
– Jeg har planer om at søge ind på den Det Fynske Kunstakademi i Odense eller Det Jyske Kunstakademi i Århus.
BGK er vigtigt, hvis du vil søge ind på akademier eller designskoler, fordi du kommer til at arbejde med mange forskellige medier, som f.eks. tegning, maleri, skulptur, grafik, installation osv. og du møder en masse inspirerende lærere. BGK har givet mig en erfaring med hvordan man arbejder selv, og en evne til at sætte det ind i en nutidig eller kunsthistorisk kontekst. På den måde bliver værket et resultat af din viden og nogle aktive, bevidste valg, der åbner op og gør dine værker dybere.
Udstillingen kan ses til og med 30. oktober.