“MÆND”

Henriette Bjerreskov
Foreningen KunstLab præsenterer i denne tid udstillingen “MÆND”
Syv kvindelige medlemmer af foreningen har i den seneste tid givet sig i kast med årets sidste udstilling, der ganske enkelt har fået titlen “MÆND”, og dermed taget fat i dette tema, set med kvinders øjne.
På udstillingen ses mange forskellige udtryk og tolkninger: fra humor og varme til undren og eftertanke. Udstillingen spænder bredt – både i materiale og i perspektiv. Der vises malerier, fotografier, tryk, keramik og papmaché – og flere værker kombinerer utraditionelle materialer som foto og broderi.
Blandt værkerne finder man fx et stort mangelags maleri bygget over tre croquismodeller med titlen “Bag enhver mand”, den lille guldskulptur “Philip”, og en serie på tre værker om den moderne mand: “Verdensmanden”, “Den bløde mand” og “Fiskermanden”.
Andre værker leger med humor og refleksion – som otte aftryk af mænds fødder ledsaget af deres egne ord om, hvad det vil sige at “sætte aftryk”, de to papmachéfigurer af Allan og Frank, der fører samtaler om mænds følelsesliv, samt “6 grønskollinger” – keramiske mandshoveder som udtryk af mangfoldighed. Selv Prins Henrik dukker op i to værker – som han drømte om at være, og som omverdenen så ham.
Udstillingen “MÆND” giver således et både humoristisk, poetisk og eftertænksomt blik på mænd – og på relationen mellem kønnene – set gennem de syv kvinders kunstneriske fortolkninger.
Udstillingen er åben for alle og byder på et varieret, levende og legende møde med temaet.
Udstillingen kan ses frem til 18. december 2025.

Kirstine Gottlieb

Lene Søndergaard

Ellen Platz

Henriette Bjerreskov

Elin Holmberg
