At Give Slip
At give slip.
December måned fyldes Kunstlab med en udstilling af dygtige tegnere fra AOF.
Holdet har i fællesskab vedtaget udstillingstitlen “At give slip”, som fortæller noget om undervisningssituationen, altså det at kaste sig ud i nye udfordringer.
Ud over tegninger i forskellige teknikker og med forskellige materialer, vil der også være en installation, som viser noget om, hvad kursisterne har ladet sig inspirere af i efteråret.
På tegneholdet får deltagerne nye opgaver til hver mødegang, som hele tiden bygger videre på deres interesse og evner i billedkunsten. Fra sæson til sæson varieres det derfor hvad der arbejdes med, så ”gamle” kursister ikke får samme opgave to gange.
Tegneholdet undervises i KunstLab på Kulturspinderiet, hvor der både arbejdes med opstillinger og model. Under andre sæsoner har man også opsøgt motiver uden for huset, f.eks. musikere, skuespillere og vævere, ligesom holdet også har besøgt danseskolen og planteskolen.
Et par af kursisterne Hanne Sørensen og Kirsten Henriksen siger: Tegneholdet er et frirum, hvor kreativiteten kan vokse og næres under kyndig vejledning. Der er inspiration, og man får et sundt skub i den rigtige retning, sådan at man udvikler sig. Der er plads til at arbejde på det niveau, man er på, og samtidig blive udfordret.
Billedkunstner Kate Skjerning, underviser på holdet: Det er en fornøjelse at undervise mit kreative og hårdt arbejdende hold. Kursisterne er altid så engagerede og optaget af deres opgaver, at det sværeste for mig næsten er at få presset en pause ind i undervisningen.
Det vigtigste for at blive en bedre tegner er nok, at man har en legende tilgang til opgaverne – og har det sjovt, imens man øver sig.
Udstillingen kan ses 1.-21. december