“Bæredygtighed”
Februar måned udstilling i KunstLab er lavet af medlemmer af Foreningen KunstLab.
I efteråret og vinteren er der blevet arbejdet i fællesskab eller individuelt med temaet ”bæredygtighed”, hvor kunstneren Annette Ilfeldt var med til at give instruktion og ideer. Det er resultatet dette arbejde, der kan ses udstillet.
Foreningen KunstLab holder til i KunstLab, hvor kreativiteten har gode rammer. Her findes et enkelt, kreativt og uhøjtideligt fællesskab, hvor alle kan være med uanset erfaring.
Foreningen har 2 ugentlige værkstedsaftner, hvor medlemmerne møder op og arbejder. Ud over de ugentlige aftener afholdes jævnligt workshops. Der har fx været workshops med papmache og mad & kunst. Senere i år planlægges en workshop med mosaik. De mange nye workshops er bl.a. gennemført med tilskud fra Kultur og Fritid i Varde Kommune, så der også er instruktør med på dagene.
”Vi hører, at nogle tror man skal være særligt dygtig for at være medlem. Sådan er det ikke. Foreningen er for alle som har lyst til at udfolde sig kreativt både som helt nybegynder eller mere øvet. Man kan arbejde med det man selv brænder for, og man kan prøve nye ting af sammen med andre. Måske tegner man, men vil også gerne prøve at male. Med inspiration fra andre i foreningen kan man nemmere komme i gang med noget nyt, få hjælp og prøve det af sammen med andre. Der kommer altid noget spændende ud af det, når vi er sammen. Både ved workshops og ved værkstedsaftner.” siger Birthe Gawinski, formand i foreningen.
Foreningen optager løbende nye medlemmer. Har du lyst til at høre mere, eller vil du komme forbi på en værkstedsdag, kan du kontakte Birthe Gawinski på 2670 1619. Du kan også følge foreningen på Facebook, eller læse mere her.