Finurlige Farver i KunstLab
Den nye udstillingssæson i KunstLab starter i august måned med fuldfarve på paletten.
Det er den lokale kunstner Erik Dyhr Thomsen, der udstiller sine finurlige værker, hvor figurer og fugle næsten selv af sig selv indtager lærrederne, og lever i deres helt eget univers.
Han har tegnet og malet så længe han kan huske, men det tog lang tid at nå frem til den enkle, naive stil, som kendetegner hans billeder i dag. Hans sans for farver og anderledes fortællinger, gør billederne inspirerende og fyldt med både glæde og eftertænksomhed.
– Jeg søger efter det umiddelbare billedsprog, vi alle havde som børn, fortæller Erik Dyhr Thomsen. – Hos børn er der ikke noget der er forkert i farve eller størrelse, det er bare sådan de lige har lyst til at udtrykke sig. Deres umiddelbare glæde for at udtrykke sig i billeder, virker smittende.
Under signaturen Dyhr har han udstillet i en række virksomheder, foreninger og på Folk & Kultur og Kunstrunden. Udover at være billedmager er han også skribent, foredragsholder og lokal ildsjæl.
Udstillingen kan ses til og med 29. august i KunstLab, Vestervold 11D i Varde.
Der er åbent hverdage 9-17 og weekender 12-16
Læs mere om kunstlab på www.kunstlab.dk
Læs mere om Erik Dyhr Thomsen på www.dyhr-billedmageren.webnode.dk