Spirende kunstnere udstiller i KunstLab
I maj måned lægger KunstLab vægge til en udstilling af elevarbejder fra kunstlinjerne på Øse Efterskole og Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole (VGE).
Det er ikke første gang, de to efterskoler samarbejder om en udstilling på Kulturspinderiet, men det er første gang, de udstiller i KunstLab foruden Musik & Billedskolen.
Fælles for de to efterskoler er, at de har egentlige kunstlinjer, hvor eleverne kan fordybe sig i kunst og kreativitet. Undervejs i skoleåret arbejder eleverne med forskellige teknikker og tilgange til billedkunsten, og den kommende udstilling kan ses som en slags ”svendestykke” for det, de har tilegnet sig gennem skoleåret.
– KunstLab og Musik & Billedskolen er et godt sted for os at udstille, der kommer til dagligt mange forskellige mennesker forbi Kulturspinderiet, og vore elever glæder sig til at få feedback fra andre end deres efterskolekammerater. Lise Hadrup, viceforstander ved VGE